De ældste beretninger om diamanten stammer fra Indien og de gamle Sanskrit tekster. Her har diamanten været kendt og værdsat som ædelsten i cirka 3000 år; højst sandsynligt længere tid. I det gamle Indien blev diamanter typisk fundet i alluviale aflejringer nær floderne Penner, Krishna og Godavari. Først i 1600-tallet blev diamanten kendt i Europa, og i 1700-tallet steg diamantens popularitet voldsomt. Dette skyldtes bl.a. fundet af diamanter i Brasilien i 1725, der gjorde diamanter mere tilgængelige for verden, i takt med at de Indiske forekomster svandt ind.

Det var dog først fra 1867 at der gik storindustri i diamantudvindingen. Dette skyldtes fundet af diamanter i Kimberley, Sydafrika, hvor den første diamant blev fundet i grusaflejringer tæt ved Oranjefloden. Undersøgelser viste at en hidtil ukendt bjergart, kimberlit (opkaldt efter området Kimberley), indeholdt en stor mængde diamanter. Med tiden blev området dannet til en mine - den verdenskendte Kimberley Mine, også kaldet "The Big Hole". Fra 1871 til 1914 udgravede 50.000 mennesker hullet med hakker og skovle, og fik i perioden et udbytte på 2.722 kilogram diamanter (cirka 14,5 mio. carat diamanter). "The Big Hole" er cirka 460 meter bredt og 200 meter dybt, og eftersigende verdens største hul skabt med menneskehånd. Lignende kilder til diamanter blev efterfølgende fundet flere steder i Afrika, der gjorde Afrika til den suverænt største producent af smykkediamanter. I dag kommer diamanter typisk fra Sydafrika, Congo, Namibia, Sibirien, Brasilien og Indien.

I dag bliver det anslået at diamantproduktionen på verdensplan er 26 tons pr. år (130 mio. carat). 92 % af disse bliver slebet og poleret i Indien, for det meste i byen Surat, også kaldet "The City of Diamonds". Cirka 85 % af alle rådiamanter, 50 % af alle slebne diamanter og 40 % af alle industridiamanter bliver i dag handlet i diamantkvarteret i Antwerpen, Belgien.